Blæksprutten giver inspiration til fremtidens søfart

Opfindelser / 03-07-2013

Naturen er langt foran mennesket når det komme til udviklingen af smarte systemer. Ofte lader forskere sig inspirere af naturens fantastiske mekanismer til at skabe ny og bedre teknologi. Denne gang er det blæksprutten der har givet forskerne på det tyske Fraunhofer Institute en lys idé. Blæksprutter skaber nemlig fremdrift under vand ved at sprøjte en vandstråle ud af kroppen fremfor at skubbe vandet væk med en hale. Dette tillader en effektiv, hurtig og lydløs bevægelse igennem vandet. Ved at styre vandstrålens retning kan blæksprutten nemt styre hvor den skal hen.

Forskerne på Fraunhofer Institute har konstrueret en prototype på et system der kan erstatte propellerne på både, ubåde og andre vandfartøjer. Ved at indsætte hydrauliske stempler i elastiske gummibolde har forskerne skabt en mekanisme der suger vand ind og derefter pumper det bagud for at skabe fremdrift. På samme måde som blæksprutten, er det muligt at styre retningen ved at ændre boldenes position. Hele mekanismen kan produceres af en 3D printer og kan nemt udvides til en størrelse der kan drive en mindre båd. Den nye teknologi giver mulighed for hurtig og lydløs vandfart og man undgår at hakke uskyldige vanddyr til plukfisk i propellerne. Læs mere på Gizmag.

Wednesday
3. July
2013